|
Juli - August - September 2010Hen over foråret/sommeren har projektet kørt på vågeblus. Der har været et andet Draco projekt, som blev lidt mere omfattende end først antaget. Det gik ud på at bytte en Volvo B20'er med 100 drev, ud med en 4.3 V6 og Volvo Penta 290 drev (Draco 2000 HT). Projektet er beskrevet her. Båden blev søsat lige op til sommerferien. Herefter blev der igen tid til at arbejde på Flyfish'en. Motorfundamenterne limes sammen og sættes fast. Skot foran motorerne forsegles med glasfiber. De manglende plader til gulvet saves ud og lægges på plads. Senere skal de fin-tilpasses, da de er savet på overmål. Hullet, hvor der tidligere var ankerlem, lukkes. Båden skal have elektrisk ankerspil, så det er ikke nødvendigt med et kæmpe hul i dækket. Skottet, der skal danne ankerbrønden, tager form. Der skal være et trekantet hul, hvorigennem der kan laves service på det kommende elektriske spil. Agterspejlet får 8 lag glasfiber. Tykkelsen er nu oppe på 55 mm. Efter fiberen er hærdet, skæres hullerne ud og fræses rene i kanten. Ude i spidsen, tilpasses de sidste plader, for at danne ankerbrønden. Det kunne desværre ikke nås at forsegle disse plader i glasfiber i år (2010) da det efterhånden er blevet for koldt nu.
|