April - Maj - Juni 2010

Tilbage til Draco

Tidligere er der blevet indkøbt instrumenter i en bestemt serie (Teleflex Sportsman). Nu da der er valgt dieselmotorer i stedet for benzin som oprindeligt, kan omdrejningstællerne ikke umiddelbart bruges, da de er styret af tændingssignal. Men ved hjælp af en såkaldt induktiv føler, som bl.a. bruges meget på industrimaskiner og såmænd også moderne biler, kan omdrejningstællerne alligevel bruges.

En almindelig benzinomdrejningstæller får sit signal (12 volt +) fra tændspolens minus terminal. En 4 cyl motor afgiver 2 pulser pr omdrejning. Instrumentet skal være matchet til dette antal pulser, enten ved justering, eller at instrumentet kun er beregnet til én type motor.

 

Typisk diagram over tændingsanlæg:

Ved hjælp af en OMRON E2A-M18KS08-WP-B1 kan man frembringe den 12 volt + puls, som omdrejningstælleren skal bruge.

Diagram for anvendelse af benzinomdrejningstæller på motor uden tændingsanlæg:

Når der er monteret to stykker metal på svinghjulet, skal omdrejningstælleren indstilles på 4 cyl motor (2 pulses) for at instrumentet viser korrekt.

 

Stålrammen til gulvet er blevet lagt i vinter og der lægges nu plader på.

Pladerne er savet på et let overmål, langs de lige kanter. Når de er blevet endeligt placeret, rettes de af med en overfræser, for at få kanter der er 100% rette. Langs med skrovsiden er der en luftspalte, for at forhindre knirkelyde, samt sikre en vis form for ventilation. På WC'et er luftspalten minimal, da den ikke er skjult bagved en kistebænk, og knirkelyde må her forhindres med en gummiliste.

Pladerne skal senere pålimes "Nautolex dørkbelægning", en teak "look-alike" linoleums belægning, som er nem at vedligeholde.

Under siddebrønden på flybridgen var der oprindeligt en træplade, som hjalp til med at bære, samt fungerede som afgrænsning for pantry'et. Denne plade bliver lavere, så kanten af den ender ca. 5 cm under vinduerne. For at hjælpe til med at bære flybridgen, monteres et rustfrit rør, hvori regnvands afløb ledes igennem.

Der arbejdes fortsat på at kopiere boltmønsteret fra Mercedes motoren. Indtil nu er det ikke lykkedes at finde en tegning på internettet af dette mønster, som det er lykkedes af GM mønsteret, så den oprindelige vej med at tegne mønsteret selv, er den rigtige og eneste vej.

De første opmålinger og prøveskabeloner i alm. papir viste sig at være for unøjagtige, så der fremstilles en skabelon, som er mere stabil og nemmere at måle på.

Denne skabelon er lavet af en lamineret spånplade og store skiver med Ø10 huller, som er påskruet og kan flyttes, så boltmønsteret derved kan kopieres over på pladen. I midten af skabelonen sidder en Ø35 tap, som passer ind i krumtappen på motoren. Derved bliver boltmønstret placeret i forholdt til krumtappen.

Skabelonen kan nu måles op, så AutoCAD tegningen kan rettes til. Derefter kan denne CAD tegning anvendes til at laserskære den endelige adaptor i 6 mm stålplade.

SX koblingen som skal monteres på svinghjulet, er den traditionelle type, som er anvendt på GM motorer.

Adaptoren til denne, er mere simpel at lave, da boltmønstret på roterende dele, for det meste er symmetrisk. Samtidig har det vist sig, ved opmåling, at den blot skal laves i 6mm plade og monteres med 5 mm underlag, for at den sidder i den korrekte dybde, i svinghjulskåben. Derfor er der ikke nogen tvivlsspørgsmål eller opmålingsproblemer i forbindelse med denne del.

 

Tilbage Næste