|
April - Maj - Juni 2006Da båden kom hjem, begyndte den første proces med at rengøre og skille alting ad. En totalrenovering i dette tilfælde betød ikke at alt blev kasseret, der er faktisk en del ting som bliver shinet op og brugt igen. Det gælder f.eks. træværket. Dog er der ikke en eneste pind, som kommer til at sidde hvor den sad før. Men der er en del træ, som kan saves op og bruges andre steder, beklædt eller lakeret. Da gulvet i kahytten blev brækket op, viste det sig at hele bundrammen måtte fornyes, stort set alle spanter var angrebet af råd. Engang har der stået meget vand i båden og det var så gået i bundrammen. Derfor blev hammer, stemmejern, stiksav, rundsav, støvsuger og vinkelsliber startet op. Sidst i september måned var bundrammen skiftet. Det meste tid gik med at lave bundramme, men d 17 juni 2006 blev der tid til at starte motorerne op, for første gang siden overtagelsen. Da det meste af ledningsnettet var taget ud af båden, blev der koblet et batteri på en motor af gangen, ved hjælp af et par af de ledninger, der tidligere var blevet hevet ud af båden. På grund af den lange stilstand, måtte begge motorer køre en del på starteren, inden de tog ved, men derefter var det et positivt indtryk de begge efterlod. Kun mindre ting skal laves ved dem, før de er stabile og pålidelige nok til at sejle med. Styrbords motor tikker i en ventilløfter, bagbords motor knurrer i generatoren. Planen med motorerne er at de kun bliver gjort i så god stand at de er driftsikre, det kosmetiske bliver nedprioriteret. Årsagen er, at der skal sejles i en sæson med de gamle motorer, for at finde ud af om der er mere liv i dem, eller de skal skiftes. Når det bliver afgjort, skal motorrummet overhales fuldstændig og først derefter er båden færdig. |