April - Maj - Juni 2009

Tilbage til Draco

Siddebrønden i flybridgen er vanskelig at beklæde med nappa, da der er et udvendig hjørne, som springer i øjnene, så snart man træder ned i kahytten. I stedet for at montere diverse hjørnelister, laves der paneler i krydsfiner, der har en form, som er nemmere at beklæde. Panelerne har afslutninger i teaktræ med indbyggede LED spots.

Når panelerne er monterede, er der ingen synlige skruer, da disse gemmes bag spotlysenes pynteringe.

Sandwichkonstruktionen helt ude i spidsen af båden, er i god stand. Dog er den midterste del, helt fremme, angrebet af råd. Her har ankerlemmen siddet tidligere og kanterne har ikke været beskyttede, så fugt har haft frit spil til at gå i træværket. Dette træværk blev fjernet i "9.kvartal". Resten af sandwichkonstruktionen, det vil sige "trekanterne" har skummateriale i stedet for træ og er ikke skadet eller har "givet slip".

I forbindelse med pålimning af nye træplader (2stk 12mm) saves en bræmme på hver side af hullet til lemmen, hvori der limes/støbes 21 mm krydsfinerplade, for at forstærke langs hullet.

Herved konstateres det at standen på sandwich'en er god.

Disse nye forstærkede kanter, samt det tidligere hul for ankerlem, forsegles i glasfiber.

Instrumentkonsollet har været halvfærdig i et stykke tid, da det har været til overvejelse hvordan inddækningen kunne laves, så det kan samles uden synlige skruer. Det er nu fastlagt hvordan og derfor kan arbejdet fortsætte. Hele konsollet bliver til sidst beklædt med nappa.

Et problem som ofte opstår ved beklædning af krydsfiner med nappa, er hvordan man får hjørner afsluttet. På selve instrumentbrættet løses dette problem ved at bukke et stykke 0,5 mm rustfri plade 180 grader, med en radius på ca 10 mm. Derved kan det yderste af finerpladen være bar, da den rustfri plade dækker hjørnet.

Batterierne bliver placeret i et støbt rum, i bagbord side, ved siden af brændstoftanken. Hertil er der lavet et låg som bliver belagt med glasfiber, for at holde det bedre sammen. Låget bliver fæstnet med et par snaplåse eller lignende.

Flybridgen har fået skiftet træpladen under siddebrønden i 2008, men denne er ikke blevet forseglet i glasfiber. Det er nu tid til at få det gjort, da temperatur og luftfugtighed ind imellem er ok.

 

Tilbage Næste