|
Oktober - November - December 2008I oktober var der et par dage, hvor temperaturen var acceptabel for glasfiberstøbning, så der blev lagt et par måtter på den nye plade i flybridgen. Da temperaturen dalede, kunne tiden bruges til at fjerne beklædning og skrabe lim af. Derudover blev der brugt en del tid på at finde ud af, hvordan de forskellige paneler skal samles indvendig i flybridgen. Indvendig i Flybridgen er der mange hjørner, som det er mere eller mindre umuligt at beklæde med nappa med et pænt resultat. Derfor skal der laves et utal af løsninger med aluminiumslister, rustfrie lister, paneler med aluminiums kanter, for at lave en høj finish.
En af udfordringerne i den forbindelse er, at der ikke er ret mange rette vinkler, det vil sige at mange plader, lister m.m. skal skæres i smig. Der er også gået meget tid med at finde aluminiumslister i den rette facon og med rette mål. En del lister og løsninger er blevet afprøvet. De fleste paneler skal have en ganske svag hældning, for at de ikke skal virke for kantede. Stort set alle standard profiler man kan købe, er retvinklede, så en af de første udfordringer er derfor at lave kileformede lister, så man kan opnå den svage vinkel.
Problemet blev løst ved at skrue mahognylisten, der skulle skæres i vinkel, fast på et par lægter, med et land på siden. Derefter kan man stille vinkelen på rundsaven og køre frem i en ret linie og til sidst ende med en kileformet liste, der ikke varierer i tykkelsen.
Det gamle bundmaling har siddet på båden siden den kom hjem, og i denne vinter (2008/2009) skal det skrabes af. Det er blot et spørgsmål om at gribe skrabejern og komme i gang. Nu da den står inde i hallen, er forholdene bedre til at ligge/sidde under båden og skrabe maling af. Huset som blev sat på båden, inden den kom ud i foråret, bliver siddende. Det er ikke synderligt i vejen, skal bruges igen til næste år og er praktisk til at hænge værktøj på.
Igennem de seneste ca. 3 år, er der samlet diverse drev dele sammen, så der kan samles to komplette Volvo penta SX drev med udveksling 1,6. De er købt på Ebay (Tyskland, England & USA) samt Blocket.se i Sverige. Sansynligheden for at der skulle komme to komplette drev til salg på en gang, ansås til at være meget lille, derfor strategien med at købe diverse dele, når der var noget til salg. Flere af stumperne har defekter. Et komplet drev har været fyldt med vand, mens en drevunderdel har stødt på grund. Det første drev skilles totalt ad og bygges op fra bunden, med de nye stumper det måtte kræve, mens det grundstødte drev, får rettet aksel samt finne op. SX drevet som havde været fyldt med vand.
SX transom med OMC Cobra overdel og SX skjold.
"Lageret" med drev dele.
Kontrol af oprettet skrueaksel.
En speciel møtrik inde i den øverste gearkasse, løsnes med et speciel tilpasset værktøj og en luftnøgle.
Det specielle værktøj er et originalt OMC Cobra værktøj, som er blevet modificeret. Ved siden af ligger den specielle møtrik.
Drevet, som har været på grund, adskilles før opretning af finnen kan begynde. Her trækkes den lodrette drivaksel ud. Tandhjulene skal også byttes, da udvekslingen ikke passer til V6 motor.
Styrepladsen i kahytten har originalt en begrænset loftshøjde. Løbende med arbejdet indvendig i flybridgen, blev det besluttet at ændre netop loftshøjden over styrepladsen, da der er et stort uudnyttet hulrum, som kan anvendes til denne ombygning.
Selve forhøjningen bliver lavet som et aftageligt panel, så det derved er muligt at få adgang til hulrummet. Der vil på et senere tidspunkt skulle trækkes kabler m.m. igennem dette rum, så adgang til denne del af båden, letter installationsarbejdet. Desuden letter løsningen med et aftageligt panel, arbejdet med at beklæde loftet med nappa(kunstlæder), da forhøjningen i loftet giver mange hjørner og kanter, som det vil være vanskeligt at beklæde med ét stykke nappa.
|