Startside

Vandski.

 

Vandsport er herligt, og når man har en speedbåd, kan man lige så godt bruge den til lidt vandski. De følgende råd er for dem der gerne vil prøve vandski på hobbyplan og for sjov. Indenfor vandskisporten findes der mange flere regler og teknikker for at komme op på højt plan. Men med disse råd er man godt i gang.

 

Hvad kræves der af båden?

De fleste vandskiklubber vil nødig nøjes med en båd der har mindre end 300 hk, men mindre kan gøre det. Det hele afhænger selvfølgelig af hvor meget der skal slæbes af sted. Skal der trækkes en person på +90 kg op af vandet samtidig med at der er fire velvoksne mænd ombord, er f.eks. 40 hk i underkanten. Men med en eller to personer i båden, samt en mindre vandskiløber bagude, kan 40 hk være nok til at man kan have det sjovt. Det er en vurderingssag at finde ud af hvor stor motor og ikke mindst båd der skal til. Med hensyn til hastigheden, det ikke nødvendigt med en båd der kan gå 50 knob eller mere, den maksimale hastighed som båden kommer op på når slalomløbere går gennem banen er 58 km/t. Vandskiløbere regner i km/t. Selvom det måske ser lidt komisk ud i en båd, er det en rigtig god ide med et spejl, derved slipper man for at dreje hovedet hele tiden for at holde øje med løberen bagude.

 

Når man har trukket en vandskiløber op og det går derudaf, skal man ikke blive forbavset over at bagenden på båden virker lidt løs hvis vandskiløberen kører fra side til side som en professionel slalomløber. En vandskiløber kan trække meget i båden, selvom man synes at man har en båd som er meget kursstabil, skal man ikke blive forbavset, hvis den bliver lidt løs i bagenden når man har en vandskiløber bagefter, der på én ski flyver fra side til side.

Men inden løberen bliver så skrap at han kan stå på én ski som en slalomløber, skal han først starte på to ski. Allerførst skal man have fat i noget grej.

 

Hvad skal man bruge af udstyr?

 

bullet Vandskivest. Bemærk forskellen på de forskellige veste, redningsvest, svømmevest, vandskivest. Vesten som bruges til vandski ligner en svømmevest, men den har flere remme, så den kan sidde godt fast.
bullet Våddragt. Vandet er kun varmt ganske få måneder, ja uger om året, så det er ikke en overflødig investering.
bullet Vandski. De fleste sæt man køber, har en ekstra binding på den ene ski, den skal bruges når man er blevet så god, at man kan nøjes med at stå på én ski. De skal være konkave(hulede) under bunden, en helt flad ski er ikke særlig stabil.
bullet Handsker. Det er hårdt for hænderne at holde ved håndtaget, et par handsker bruger man jo altid, når man arbejder hårdt med hænderne.
bullet Vandski-line. En købt line med et godt håndtag er bedre end en rundstok og noget tilfældig reb.
bullet Badetøj. Af hygiejniske årsager bør man have badetøj på under dragten, hvis andre skal låne din, eller du skal låne en af andre.

 

Nu er man så klar til at tage af sted, båden er fyldt op med benzin, og man sejler et sted hen hvor man ikke generer andre. Husk at tage rent drikkevand med. Når man er mørbanket og gennemvædet af saltvand, er der ikke noget bedre end en mundfuld ferskvand. Husk også at tage håndklæde med.

 

Hvordan kommer man op på to ski?

Man ”sidder” i vandet med skiene på fødderne, knæene trukket op til brystet, armene på hver side af benene, med linen i hænderne, snoren imellem skiene, spidserne af skiene ca. 35 – 40 cm over vandet, skiene må ikke stå for lodret, de skal have en vinkel ind under kroppen, man skal have bagenden af skiene under ens egen bagdel. Det er meget svært at starte med strakte ben, derfor denne stilling. Nu er man klar til start. Båden sættes i gear. Prøv evt. at sejle i tomgang et øjeblik for at træne balance, når man er helt nedsænket. Man kan herved blive lidt mere dus med situationen inden start. Nu gives der så gas for at komme op. HUSK, stræk ikke benene ud før man er oppe. Strækker man ud for tidligt, kommer man ikke op.

 

Nu er man så kommet op. I den rette stilling står man med let bøjede knæ, strakte arme og ret ryg. Den helt naturlige stilling som man indtager allerførste gang man er oppe, er meget bøjede knæ, bagdelen bagud og krum ryg. Det er den stilling man synes at man bedst kan holde balancen i. Man kan dog ikke holde til at stå i denne stilling i ret lang tid, det er meget udmattende. Med tiden retter man sig op og opdager at det er mere behageligt og meget nemmere.

 

Det næste man skal lære er at dreje. Man kan godt følge med båden når den drejer, ved at vride fødderne, men det bliver en meget blød bue som man drejer med, ikke særlig effektivt. Man drejer i stedet ved hjælp af sin vægt. Ved at læne sig bagover og til højre i samme bevægelse, ændrer man retningen på skiene og man styrer mod højre. Det er ikke nok blot at lægge vægten over på højre ski. Men skal man dreje rigtig skarpt, skal man stå på én ski.

 

Hvordan kommer man op på én ski?

At starte på én ski er lidt sværere end start på to. Bæreevnen er reduceret, og man får et skævt træk, da det er nødvendigt at have snoren på den ene side af skien under start. Inden man forsøger sig med at starte på én ski, bør man starte på to, smide den ene under fart, og så fortsætte på den anden, så får man lidt føling med hvordan det i det hele taget er at stå på én.

 

Man skal have fundet ud af om man er venstre eller højre ”fodet”. Det er for at finde ud af hvilken fod der skal i den forreste binding(på skien med to bindinger). Man starter af sted på to ski og når det går godt, prøver man forsigtigt at løfte den ene ski, hvis det føles forkert, løft den anden. Når man løfter den ene ski, vil man tit opleve at den anden vakler fra side til side som et pendul. Det er fordi man har for meget vægt bag på skien, ens krop skal længere frem over skien.

 

Når man har øvet nogle gange og synes at man kan holde balancen, kan man smide den overflødige ski. Inden man starter på turen hvor man vil smide skien, skal man have skien med de to bindinger på den fod man bedst kunne holde balancen med. Det vil sige, gik det bedst på venstre ben, skal venstre fod i den forreste binding. Man tager så skien med én binding på den anden fod og sørger for at den sidder så løst at den er nem at smide af.

 

Når det så går derudaf, løfter man skien der skal smides og lader den falde af. Nu skal man så skynde sig at have foden over i den anden binding. Det kan godt være svært at ramme, man koncentrerer sig gevaldigt om at holde balancen, da man nu for allerførste gang står på én ski. Man rammer som regel lige oven på bindingen, i stedet for at få foden stoppet ind i den. Hvis man ikke vil vove det helt store, kan man godt få en tur med foden oven på bindingen uden at styrte. Når man har prøvet nogle gange, lærer man at få foden ned i bindingen, enten ved at den sidder der i første hug, eller man ”lirker” den ned.

 

Når man har lært at komme over på den ene ski under fart, kan man begynde at lære hvordan det er at stå på én. Man drejer på samme måde som på to ski, læner sig bagover og til den side man vil dreje. Man vil opdage at én ski er mere følsom, der skal ikke store påvirkninger til før man ændrer kurs, man kan dreje usandsynlig skarpt. Husk at få kroppen længere frem over skien hvis den vakler fra side til side. ”Vakleriet” skyldes at skien står for lodret i vandet.

 

Nu skal det så være, start på en ski. Man tager skien på fødderne, med den rigtige fod forrest, ”sidder” i vandet, med knæene oppe ved brystet, holder skien i en vinkel ind under kroppen, spidsen ca. 30 cm over vandet, snoren på den ene side af skien, armene på hver side af benene, holder på håndtaget som et baseball bat, skien holdes lidt skrå for at kompensere for det skæve træk. Det vil sige at skien skal holdes skrå i to retninger. Den skal holdes skråt ind under kroppen med spidsen over vandet, og samtidig drejes lidt til højre eller venstre, afhængig af hvilken side man har snoren på, som igen er afhængig af hvilken fod man har forrest.

 

Eksempel: Har man venstre fod forrest, vipper man skien til venstre og har snoren på højre side og selvfølgelig skien ind under sig.

 

Nogle kan bedst starte hvis begge fødder er i deres bindinger, andre har den ene fod løst i vandet under start, for at bruge den som ”ror”. Den fod som man så har løs, er naturligvis den som skal i den bagerste binding. Om man synes bedst om det ene eller andet, er en smagssag. Man må prøve sig frem.

 

Nu skal båden så have gas, og for at trække en person på én ski op af vandet, skal der mere power til, end når det foregår på to ski. Det kræver balance at komme op, man ryger nemt rundt. Og husk, stræk ikke benene ud før man er oppe.

 

 

Generelt om vandski.

Når man er kommet af sted, skal man finde den rette position at stå i, ellers bliver man som tidligere nævnt, fuldstændig mørbanket i løbet af kort tid. Let bøjede knæ, brystet frem, ret ryggen, og strakte arme, det er vigtigt med strakte arme. Når man som nybegynder er ved at falde, trækker man altid armene til sig for at undgå at falde, men det gør kun ondt værre. Når man er ved at miste balancen, er det kroppens position man skal ændre.

 

Hastigheder. Det er som sagt ikke nødvendigt med en båd der kan sejle vanvittigt hurtigt, slalomløbere starter ved 37 km/t og ender ved 58 km/t. Vandskiløberen når dog meget højere hastigheder, da han suser fra side til side under slalomløb.

 

Når løberen er faldet af eller standset, er det ikke nødvendigt at trække linen ind og bagefter smide den ud igen når man sejler forbi, sejl i stedet i en cirkel rundt om løberen indtil vedkommende kan gribe håndtaget igen.

 

Der findes forskellige signaler som løberen kan sende til bådføreren, det er jo umuligt at høre hvad manden ude bagved råber.

bulletEn tommelfinger op, betyder at hastigheden skal en tak op, på vandskisprog er det 3 km/t.
bulletTommelfingeren nedad betyder at hastigheden skal 3 km/t nedad. 
bulletEn flad hånd oven på hovedet betyder at man vil hjem til det sted man er startet fra. I en vandskiklub er det som regel broen.
bulletNår man er styrtet, hejses armene i vejret for at signalere at alt er ok.
bulletØnsker man at båden skal standse, laver man ”cut” signal, signalerer at man ”hugger” armen over ved albueleddet.
bulletØnsker man at vende, tegner man en cirkel i luften med pegefingeren, der kan ses fra båden.

  God fornøjelse!